Nyt fra Bornholms Folkebiblioteker
Åben i browser

Bornholms Folkebiblioteker
Center for Natur, Miljø og Fritid
Logo

9. maj 2025
En festlig dag! 168 børn til Sprogfitness ved Rønne Bibliotek d. 7. maj

En festlig dag med 168 børn til Sprogfitness

Sikke en dejlig dag vi havde onsdag d. 7. maj sammen med 168 børn fra bornholmske børnehaveklasser, som var med til Sprogfitness i parken ved Rønne Bibliotek! Bogstavlege, bevægelse, grin og masser af nysgerrighed.
 
Bibliotekets personale fik superkompetent sparring og hjælp på dagen fra DGI Bornholm og Pædagoguddannelsen Bornholm. 
Se vores video fra Sprogfitness-dagen
 
Guidet læsning: Uforpligtende fællesskab med litteratur som omdrejningspunkt. Rønne, onsdage: 21. og 28. maj, 4. og 11. juni, kl. 17-18.30

RØNNE: Guidet læsning - højtlæsning, samtale, samvær

Guidet læsning er en mulighed for at møde op og lytte til historier og få sat ord på oplevelsen af det læste. Det kræver ingen forudsætninger eller forberedelse at deltage.

Bibliotekets læseværter Lene Søgaard og Michael Lauridsen er uddannede læseguider og står for oplæsningen af dagens tekst: Undervejs i læsningen holder vi pauser og spørger til jeres oplevelse af det læste, og i fællesskab kan vi reflektere eller associere til tanker, som oplæsningen sætter i gang.

Hvornår: Onsdage: 21. og 28. maj, 4. og 11. juni, kl. 17-18.30

Hvor: Rønne Bibliotek, Pingels Allé 1

Gratis tilmelding: roennebibliotek@brk.dk (du behøver ikke deltage hver gang)
 
Rønne: Koncert for børn: Tegn, trut & twaang d. 22. maj 2025

RØNNE: Koncert for børn - tegn, trut & twaang

Der bliver noget til ørerne, fødderne og lattermusklerne, når guitarist Andreas Ugorskij og illustrator, forfatter og trompetist Franz MH Bomberg går på scenen i den farverige fårefold på Rønne Bibliotek.
Hvor & hvornår: Rønne Bibliotek | Torsdag d. 22. maj kl. 10-10.45
Målgruppe: Børn fra 4 år og deres voksne
Tilmelding, gratis: Tlf. 5692 6800 eller e-mail roennebibliotek@brk.dk
 

'Vores' Eline udstiller i maj

Bibliotekets Eline Stends Siff Pedersen har i de sidste cirka 6 år arbejdet med sit kreative talent og har altid haft en stor interesse for kunst. Eline bruger arbejdet med penslerne til at bearbejde frustrationer og koble af - sarkasme og ironi er en form for signatur! Betragteren vil også se referencer til mytologiske historier i hendes billeder.  
Hvor: Rønne Bibliotek | Sidste dag er d. 26. maj.
Rønne: Vores Eline udstiller i maj måned
 
RØNNE: Kulturskolens elever giver koncert lørdag d. 24. maj kl. 11

RØNNE: Koncert

Bornholms Kulturskole giver en lille koncert lørdag formiddag med små og store guitar- cello- og violinelever. Kom og hør de dejlige toner, når eleverne spiller folkesange, klassiske stykker og spillemandsmusik.

Koncerten finder sted i Børnebiblioteket.

Hvor & hvornår: Rønne Bibliotek, lørdag d. 24. maj, kl. 11-11.30
 
Fårefolden er dukke op i Rønne!

Fårefolden er rykket til Rønne Bibliotek

Fårefolden - en hyggelig læseglæde oplevelse for børn og deres voksne
Læg jer i fårefolden blandt de farverige får og læs eller få læst historien om fårefolden, tante Kirsten og en farlig ræv, der måske ikke er så farlig endda.

Fårefolden er en installation som skaber rammen om en hyggelig læsestund for børn og deres voksne. Udelukkende skabt af genbrugstekstiler består Fårefolden af et indfarvet gardin med håndsyede applikationer af trykte tekstiler, der til sammen udgør et landskab. Her kan I tælle får, læse en 'fårtælling', farvelægge et får eller lære at tegne jeres eget får!
Læs mere om Fårefolden
 
Skønne billeder fra Læseglædeprojektet på Paradisbakkeskolen i Nexø. 2025

Læseglæde på Paradisbakkeskolen

I forbindelse med projekt ‘Læseglæde på Paradisbakkeskolen’, havde de to 4. klasser mandag d. 5. maj besøg af en af Danmarks store børnebogsforfattere, nemlig Nicole Boyle Rødtnes. Børnene havde selvfølgelig på forhånd forberedt en masse gode spørgsmål til Nicole.
 
Ud over at blive meget klogere på hvordan det er at være forfatter og at høre om nogle af de mange spændende bøger hun har skrevet, var der også tid til spørgsmål og autografer!
 
Vi anbefaler: Tilmelding til Kulturskolens kommende sæson er åben!

Vi anbefaler: Kulturskolen

Kulturskolen har netop åbnet for tilmeldingen til næste sæson. I finder mange spændende tilbud på Musikskolen, Dramaskolen, Billedskolen og Forfatterskolen. 
 
Nysgerrig?
Kig forbi Åbent Hus på Kulturskolen i Rønne lørdag d. 17. maj kl. 10-13, hvor der er smagsprøver på alt det, I kan gå til.
 

Mit hus - da freden forsvandt

7. maj var det 80 år siden Bornholm blev bombet første gang af sovjetiske jagerfly. 8. maj vendte flyene tilbage og ødelagde store dele af Rønne og Nexø. 9. maj ankom sovjetiske tropper, og besatte Bornholm i næsten et år. Vi synes, at alle skal læse og kigge den fine bog ‘Mit hus - den dag freden forsvandt’, som er Anna Margrethe Kjærgårds mors barndomserindringer om denne periode på Bornholm. Anna Margrethe Kjærgaard har illustreret.
80-årsdagen for befrielsen - og bombningen af Nexø og Rønne
 
Mathias anbefaler: Penge på lomme af Asta Olivia Nordenhof

Mathias anbefaler: 'Penge på lommen'

Asta Olivia Nordenhofs 'Penge på lommen' er første bind i hendes planlagte syvbindsværk Scandinavian Star, hvor hun med hver roman undersøger forskellige menneskeskæbner i kredsløb om den fatale færgebrand i 1990.
Nordenhof leverer en bevægende og sårbar skildring af kærlighedens tab. Læs hele Mathias' anbefaling ovre på hjemmesiden.
 

Dorthe anbefaler: Øvelser i mørke

Vores nye kollega Dorthe har læst en aktuel og vigtig fortælling af Naja Marie Aidt med relevans for #MeToo-debatten og livet som kvinde.

'Øvelser i mørke' er en voldsom bog, men også livsbekræftende – vi mennesker kan klare meget! Læs hele Dorthes anbefaling ovre på hjemmesiden.
Dorthe anbefaler: Øvelser i mørke
 
Michael anbefaler: Sne af Sverker Sörlin

Michael anbefaler: Sne af Sverker Sörlin

Her for nyligt blev vores bibliotekar Michael Lauridsen nærmest forført af den svenske idé- og miljøhistoriker Sverker Sörlins bog 'Sne – en historie'! På trods af det den sørgelige ramme for bogen – sneens og isens forsvinden på grund af temperaturstigningerne – er den også en spændende historisk og videnskabelig gennemgang af sne, is, glaciolog og menneskets forhold til sne og is gennem tiderne. Læs hele Michaels anbefaling.
 

Marie anbefaler: Vårnat af Tarjei Vesaas

I Nordsverige har man et begreb for den vigende vinter, som kaldes VÅRVINTER. Den tid på året hvor dagene bliver lange og temperaturen ofte kommer over nul, men hvor du stadig kan suse afsted på ski, måske blot i en tynd vindjakke. Et ordentligt læs sne kan falde over natten, men næste dag får du alligevel fregner på næsen på pisten og aftenlyset er mere end smukt. I sådan en vårvintereftermiddag sad Marie og læste Tarjei Vesaas ’Vårnat’ her i april. Læs Maries anbefaling af romanen ovre på hjemmesiden.
Marie anbefaler: Vårnat
 
Læsernes bogpris 2025: Emma Holten og ’Underskud’ vinder Læsernes bogpris 2025

Emma Holten og ’Underskud’ vinder Læsernes bogpris 2025

Emma Holten: Underskud
”Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Det er en uhyre vigtig bog, som viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige. Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger” (fra Danmarks Biblioteksforenings motivation)
 
Læsernes bogpris
De danske folkebiblioteker og Danmarks Biblioteksforening havde for 22. gang bedt landets læsere om at stemme på deres favorit blandt en række fremragende danske bogudgivelser fra det forgangne år. I forbindelse med overrækkelsen modtog Emma Holten 50.000, - kr.
 
Reservér Emma Holten: Underskud (køen er dog ret lang!)
 

Kontakt

Bornholms Folkebiblioteker
Pingels Allé 1
3700 Rønne
Telefon: +45 56 92 68 00

Følg os på

 
Privatlivspolitik - Afmeld nyhedsbreve